Skrevet den 31. august 2026
Børn er voldsomt udsatte, når der er vold i hjemmet. Derfor skal det opdages så tidligt som muligt. Det bliver der nu bedre mulighed for i Københavns Kommune, hvor sundhedsplejerskerne er blevet efteruddannet til at spørge ind til vold og voldsomme konflikter i familien.

Dialog mod Vold har sammen med Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond udviklet et efteruddannelsestilbud til sundhedsplejerskerne. Det skal være med til at sikre, at færre børn i Københavns Kommune vokser op med vold.
“ Det er et godt tidspunkt at spørge ind til vold og voldsomme konflikter, når der kommer børn i familien. Alle forældre ønsker at være gode forældre og de fleste er åbne over for at modtage råd og vejledning fra sundhedsplejersken. De kan derfor få en vigtig rolle i forhold til at stoppe eventuel vold i familien. |
Indsatsen virker
Sundhedsplejerskernes nye viden gør dem i stand til at spørge bedre ind til, om der er problemer med vold og konflikter i de småbørnsfamilier, de besøger i løbet af barnets første leveår. De uddannes til at se tegn på vold i familien og får viden om vold, som gør, at de kan rådgive og hjælpe forældrene.
Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup har været pilotkommuner for indsatsen. Her viser evalueringen, at den tidlige opsporing virker. 188 familier blev opsporet og fik hjælp på halvandet år. Det svarer til 37 familier i gennemsnit per kommune.
Bornholm, Halsnæs, Odense og Assens kommuner har allerede efteruddannet deres sundhedsplejersker og i løbet af de kommende år, udrulles projektet til hele landet.