Bekæmpelse af vold i nære relationer er en bunden samfundsopgave. Hvis vi skal lykkedes med det, skal vi også nå de borgere, der lever i vold, men som ikke selv rækker ud efter hjælp. Det er lykkedes i vores netop afsluttede projekt, Videre Uden Vold:

Videre Uden Vold er et meningsfuldt og kvalificeret tilbud til tidlig opsporing og hurtig hjælp til voksne, der er udsat for eller udøver vold i nære relationer.” – VIVE

Formålet med Videre Uden Vold er at forebygge og reducere vold i nære relationer gennem hurtig hjælp til både voldsudsatte og voldsudøvere. Indsatsen består af fem rådgivningssamtaler, som tilbydes uden ventetid. Målet er at opspore personer, der er udsat for eller udøver vold, tidligt i deres erkendelsesproces af at være udsat for vold og give de berørte familier, voldsudsatte og udøvere de nødvendige redskaber til at stoppe volden. Videre Uden Vold er et konsortium af fem voldsfagslige organisationer – Lev Uden Vold, LOKK, Mødrehjælpen, Mandecentret og Dialog mod Vold, kommunerne – Frederiksberg, Dragør og Tårnby samt Københavns Politikreds.

Projektets hovedelementer:

  • Opkvalificering: De voldsfaglige organisationer har, med hver sin ekspertise, trænet fagpersonale i kommuner og politi i at genkende tegn på vold i mødet med borgerne
  • Opsporing: Fagpersonalet, der har den direkte kontakt med borgerne, er blevet rustet til at stille de svære, men afgørende spørgsmål, der åbner for dialog og mulighed for henvisning til rådgivningstilbud eller andre indsatser
  • Rådgivning: Flere voksne har fået hurtigere hjælp, fordi de voldsfaglige organisationer har stået klar til at tilbyde specialiseret rådgivning uden ventetid til de borgere, der har takket ja til hjælp.

Overbevisende resultater:

  • 567 personer, der lever med vold, er blevet opsporet og hjulpet – personer, som ikke selv ville have rakt ud efter hjælp
  • Volden er reduceret allerede efter projektets fem samtaler for størstedelen af de personer, der har været i et rådgivningsforløb
  • 93% vil anbefale andre i samme situation at takke ja til et rådgivningsforløb

Opkvalificering: En vellykket indsats

Ved projektets start havde kommuner og politi forskellige udfordringer. I kommunerne var opsporingsarbejdet udfordret af, at socialrådgiverne ikke var blevet uddannet i samtalen om vold og derfor oplevede det som grænseoverskridende at spørge ind til:

En af mine kolleger sagde faktisk, at han følte, det var dyneløfteri.” – Socialrådgiver, kommune

I politiet er opsporingen foregået systematisk ved gennemgang af døgnrapporter. Her har politiet haft sværere ved at have samtaler med og formidle hjælp til voldsudøvere, også fordi voldsudøvelse er en ulovlig hændelse:

Det er svært for os at hjælpe dem, hvis de ikke vil have vores hjælp. Og typisk vil man sjældent have politiets hjælp.” – Københavns Politi

Fagpersoner i kommuner og politi er blevet trænet i viden om vold, samtaleteknikker og hvordan man motiverer mennesker til at tage imod hjælp. Her har det tværsektorielle samarbejde været særligt værdifuldt, fordi de voldsfaglige organisationer har bidraget med hver sin ekspertise, og fordi projektet har skabt dialog mellem politi, kommuner og civilsamfund. I Dialog mod Vold har vi specielt kunne bidrage med viden om, hvordan politi og kommuner kan motivere udøvere af vold til at modtage hjælp.

Opkvalificering er vigtig, fordi borgerne, der har fået hjælp igennem projektet, fortæller, at mødet med sagsbehandlere og politi har afgørende betydning for, om de tager imod hjælp eller ej.

Opsporing: Kommuner og politi kan nå de mennesker, der lever i vold – men som ikke selv rækker ud efter hjælp

De fleste mennesker, som kommuner og politi har opsporet og henvist til rådgivningstilbuddene, er mennesker, der har levet med vold i mange år – en fjerdedel mere end 10 år, og som ikke har søgt hjælp før. Videre Uden Vold har derfor hjulpet en række mennesker, som ellers ikke havde fået hjælp.

Den opnåede målgruppe er kendetegnet ved:

  • At stå i en akut krise og kompleks situation
  • At være tidligere i erkendelsesprocessen i forhold til at være udsat for eller udøve vold i nære relationer
  • At have tidligere erfaringer med vold fra barndommen eller et tidligere parforhold

Rådgivning: Flere voksne har fået hurtig hjælp

De voldsfaglige organisationer har kunnet tilbyde specialiseret rådgivning med det samme en borger takkede ja til hjælp – uden lange ventelister, der i nogle tilfælde kan tage modet eller motivationen fra den, der søger hjælp. Der har været stor tilfredshed med rådgivningen:

”Samtlige respondenter i evalueringen af projektet fortæller, at de blev hørt, forstået og respekteret af rådgiverne i rådgivningsforløbene.” – VIVE

Projektet har bestået af fem rådgivningssamtaler. Nogle borgere har kunnet klare sig med dem, men for mange har fem samtaler ikke været nok. I de tilfælde har de voldsfaglige organisationer hjulpet borgeren videre i andre tilbud.

Fælles for størstedelen er dog, at de fem samtaler har været gavnlige for borgernes erkendelsesproces. Projektets målgruppe er kendetegnet ved at være tidligere i erkendelsen af at være udsat for eller udøve vold i nære relationer. De fem samtaler har gjort flere bevidste om, at de lever med vold, hvilket er første skridt i retning af at få stoppet volden.

Behov for politisk prioritering

Hvis vi skal lykkedes med at stoppe vold i nære relationer, skal vi også nå de borgere, der lever i vold, som ikke selv rækker ud efter hjælp. Videre Uden Vold har givet os værdifulde erfaringer i den retning, og resultaterne peger på, at tværsektorielt samarbejde, systematisk opsporing og hurtig rådgivning virker.

Hvis vi skal lykkes med at bekæmpe vold i nære relationer, kræver det:

  • At systematisk opsporing af vold i nære relationer bliver en skal-opgave i kommunerne
  • At der afsættes ressourcer til voldsfaglig opkvalificering af fagpersonalet i kommunerne
  • At der etableres lovsikrede tilbud om akut voldsfaglig rådgivning – for både voldsudsatte og udøvere

Videre Uden Vold har resulteret i et styrket voldsfagligt samarbejde – ikke kun tværsektorielt – men også internt i kommunerne, hvilket har været en værdifuld erfaring, som de deltagende kommuner ser stort potentiale i at udbygge.

Projektet har skabt en større forståelse for, hvorfor viden om og opsporing af vold i nære relationer er vigtigt, og hvilken afgørende rolle kommunerne kan spille i den sammenhæng:

Det kan være vigtigt at spørge ind til vold i nære relationer, selvom man fx arbejder med beskæftigelse, da vold i en nær relation kan være barrieren for, at borgeren kommer i job.” – Nøgleperson, kommune  

For at den tidligere opsporing skal blive prioriteret, er det vigtigt, at der følger ressourcer med til kommunerne. Som led i projektet fik kommunerne tilført midler til at udpege nøglepersoner og en tovholder, der skulle forankre den voldsfaglige viden på tværs af de kommunale afdelinger, og frikøbe medarbejdere til opkvalificering.

Videre Uden Vold var et to-et-halvt årigt projekt, finansieret af Social- og Boligstyrelsen, der blev afsluttet med udgangen af 2024.

Du kan læse mere om vores projekter her.