VOLD FOREKOMMER I MANGE FORSKELLIGE SKIKKELSER

For to år siden trådte straffelovens paragraf 243 mod psykisk vold i kraft, hvormed det blev strafbart at udøve psykisk vold i Danmark. Kun ganske få er blevet dømt efter den nye paragraf. Af en artikel i Information d. 15. Maj fremgår det, at der frem til d. 27. februar 2021 har været 616 sager efter bestemmelsen, men at der kun er faldet dom i 38 af dem. Ud af de 38 er 27 af de tiltalte blevet frifundet, imens 11 er blevet dømt skyldige, heraf kun 1 efter paragraffen om psykisk vold alene (Danner, 2021).

Bevisbyrden kan være sværere at løfte i sager om psykisk vold

Det kan skyldes, at bevisbyrden kan være sværere at løfte i sager om psykisk vold, men også at der er brug for andre midler og tiltag end straf, hvis vi ønsker at sætte en stopper for volden.

Det skyldes måske også, at grænsen mellem psykisk vold og grænseoverskridende adfærd kan være svær at skelne mellem for dem, der lever med det hver dag. I Dialog mod vold mener vi, at for at kunne nedbringe antallet af voldsudsatte, må vi hjælpe voldsudøvere ud af de voldelige mønstre ved at sikre dem den rette behandling. En evaluering af resultaterne fra vores tidligere klienter viser, at 72,6% af dem har oplevet psykisk vold i deres barndom. Vold – herunder psykisk vold – har altså en cirkulær konsekvens, en del af en social arv, som den enkelte, men også samfundet har en fordel i at få brudt. Men det er vanskeligt.

Psykisk vold kan være gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer et andet menneske. Handlingen kan ske i affekt eller være planlagt og have til formål at kontrollere eller begrænse den anden. Den kan have store konsekvenser for både den udsattes og udøverens psykiske og sociale trivsel.

Følg linket her for at læse mere om de forskellige voldsformer.

I Dialog mod vold tilbyder vi gratis hjælp til både udøver og den udsatte.

Ring til os på 35301717, hvis du har spørgsmål til din situation eller vil høre mere om vores behandlingstilbud.

Du kan få rådgivning på Lev Uden Volds nationale hotline døgnet rundt ved at ringe 1888.