NU KAN DU SNART INVESTERE I AT STOPPE VOLD I FAMILIEN

Klik for link til kronik i Altinget

 

Et nyt udviklingspartnerskab mellem Den Sociale Investeringsfond, Dialog mod Vold AskovFonden og Aarhus kommune vil hjælpe danske kommuner med at stoppe vold i familien og nedbringe antallet af voldsudsatte børn og voksne.

Direktør i AskovFonden, Helle Øbo, har skrevet en kronik om partnerskabet i Altinget. Den kan du læse her:

Et trygt liv uden vold er en menneskeret, men desværre er det ikke alle forundt. Virkeligheden er, at vold i hjemmet, hvert år rammer 38.000 kvinder og 19.000 mænd ifølge (VIVE, 2018). Det betyder også, at hver 6. barn i Danmark vokser op i et hjem med vold (Oldrup et. al., 2016).

For første gang i Danmark, etableres en social investeringscase, med fokus på at stoppe vold i familien. For på trods af, at der i mange år har været fokus på problemet, er der stadig i gennemsnit 1,5 års venteliste på at komme i behandling i Dialog mod Vold.

Formålet med at udvikle en social investeringscase er, at udvide behandlingskapaciteten, så det bliver muligt at få hjælp, så snart volden er identificeret.

Det er den Sociale investeringsfond der har initieret at udvikle en prototype i samarbejde med Aarhus Kommune, Den Sociale Kapitalfond og AskovFonden. Forventningen er, at der ultimo årets udgang er udarbejdet en skabelon, der gør at vi kan lancere den første sociale investeringscase på det område i januar 2021.

AskovFondens indsats Dialog Mod Vold tilbyder behandling til den der udøver volden, den voldsramte partner og børn. Siden sin begyndelse i 2001, har Dialog Mod Vold oplevet en stigende efterspørgsel på at komme i behandling for at stoppe vold i familien.

Når man, som udøver, har besluttet at søge hjælp til at stoppe volden, så viser vores erfaringer, at det er demotiverende at komme på en venteliste med beskeden om, at der kan være op til 2 år, før man kan komme i gang med behandlingen. Konsekvensen er, at 43 procent falder fra, fordi det virker udsigtsløst at skulle vente op så lang tid. til 2 år. Mere alvorligt er det, at vi for hver udøver, der søger hjælp, ved, at der er kvinder og børn, der hver dag lever i voldens skygge.

Opkaldet jeg aldrig glemmer

Fra 2001 til 2012 var jeg direktør for Dialog Mod Vold, og en af de oplevelser, der gjorde størst indtryk, var en samtale med en mand, der ringede til vores akuttelefon. Han fortalte i et hektisk tempo, at han havde slået sin kone, som var mor til deres nyfødte barn. Han var selv vokset op med systematisk vold og ydmygelser og foragtede sin far af samme årsag.

Nu oplevede han, hvordan volden selv blev en del af hans reaktionsmønster, når han følte sig presset og magtesløs. Han var panisk bange for at det kunne ske igen, og vidste at konsekvenserne ville være, at han mistede dem han elskede allermest.

Jeg fortalte ham at det måske var hans livs vigtigste opkald og det var godt at han ringede for at få hjælp. Desværre måtte jeg samtidig informere ham om, at der var venteliste på (dengang) ca.et halvt til et helt år. Han græd og sagde at det simpelthen ikke kunne være rigtigt at han ikke kunne få hjælp til at stoppe volden, når han nu erkendte at han ikke selv kunne bryde mønstret uden at få hjælp.

Vold er en indlært adfærd (ligesom de fleste misbrug) og selvom det kan virke uforståeligt for de fleste, at man ikke bare kan beslutte at stoppe volden, så ved vi, at de bedste resultater kommer, når motivationen er højest. Vi ved at det kræver en specialiseret indsats at erkende egne mønstre og for at ændre adfærd.

Det er afgørende, at vi som samfund tilbyder hjælp til at stoppe volden, når motivationen er til stede, og behandlingen kan igangsættes umiddelbart efter den første henvendelse.

Nogle mener, at det handler om at få flere krisecentrepladser, og ja, det skal der også være fokus på. Virkeligheden er, at selvom kvinder kommer på krisecenter, så tager ca. hver tredje kvinde tilbage til sin mand efter ophold på krisecenter, og udøveren finder med stor sandsynlighed en anden partner, som bliver udsat for vold.

At stoppe volden, der hvor den starter

Jeg mener det er afgørende at vi stopper volden der hvor den starter, hos udøveren, så vi sikrer at der ikke kommer nye ofre for volden. Samtidig skal vi have fokus på ofrene for volden og tilbyde hjælp til både partner og børn.

Jeg møder ofte argumenter som; at dette burde være finansieret af vores velfærdssamfund, men virkeligheden er, at det handler om at prioritere, og vores erfaring er, at de fleste kommuner godt kan se fornuften i at tilbyde behandling til udøveren, men hvis det er et spørgsmål om at hjælpe de voldsramte partnere og børn, eller udøveren i den akutte situation, så er det oftest ofrene der bliver prioriteret højest, selvom det ikke bryder voldsspiralen.

Det kan godt være at det i en ideel verden var en del af vores kernevelfærd at betale for, at alle kan få hjælp til at bryde volden. Men i erkendelse af, at vi ikke har råd til at løse alle sociale problemer, mener jeg ikke vi har råd til at afvise nye måder at finansiere fremtidens velfærd.

Ved at få afprøvet et socialt investeringsmarked på det her område, får vi ikke kun hjulpet flere familier, men bliver også klogere på hvad der virker og hvordan vi i fremtidens kan flytte fokus fra det reaktive, hvor vi handler, når det for alvor er gået helt galt, til det proaktive hvor vi får stoppet volden så hurtigt som muligt. Hvilket betyder at færre skal vokse op i voldens skygge.

Vi bruger 45 milliarder på socialområdet om året og i de 25 år jeg har arbejdet inden for området, må jeg desværre erkende at jeg har set rigtig mange velmenende indsatser, som reelt ikke skaber forandring for dem de er til for. Det er ikke kun ulykkeligt for den der har brug for hjælp, men har også store økonomiske omkostninger for samfundet, altså dig og mig.

Det koster samfundet 295 millioner om året at sende 1.700 voldsudsatte kvinder og et lignende antal børn på et kvindekrisecenter og det skal vi selvfølgelig have råd til, men hvis man kunne forebygge at ofrene blev udsat for vold, så kunne det også her blive en mindre udgift og allervigtigst forebygge, at så mange bliver udsat for vold.

Hvis vi kan stoppe vold i familien ved at udvikle nye finansieringsmodeller, så mener jeg ikke vi har andre alternativer end at forsøge.

Vi ved at en tredjedel af alle anbringelser er begrundet i vold i familien, og vores erfaringer viser, at vi faktisk kan få stoppet volden i familier, hvor der er vold, så børnene kan få en barndom uden vold og blive i deres egen familie.

Vi kommer til at blive klogere undervejs, men bundlinjen er, at flere voldsramte familier får den rette hjælp, på det rette tidspunkt og det kan vel kun være positivt.

Hvem tjener pengene

En social investeringscase er bygget op omkring princippet NO CURE – NO PAY, hvilket betyder, at en kommune kun betaler for det der virker. Det betyder i praksis at leverandøren og investoren tager en risiko, med mulighed for at få et afkast, hvis eks. volden stopper i en familie.

Ifølge tal fra socialstyrelsen (2015) koster vold i familien samlet set 885 millioner kr. Et behandlingsforløb for et par med to børn, koster 190.000 kr. i Dialog Mod Vold. Hvis en investor f.eks. får 5 procent for en familie, hvor volden stopper, så er det 9.500 kr. oveni, som en kommune skal betale for en familie, hvor volden er stoppet.

Der skal ikke meget hovedregning til at gennemskue, at dem der altid vil få får den største gevinst er kommunen, regionen, sundhedsvæsenet, retsvæsenet etc. Det vil sige dig og mig som betaler skat, for essensen i en social investeringscase er, at der kun betales for det der virker.

Så selvom kritikerne med rimelighed vil påpege at det ikke skal kunne betale sig at tjene penge på at investere i sårbare mennesker, så vil jeg mene, at vi er nødt til at afprøve de her muligheder, med fokus på at kunne hjælpe flere med at få et liv uden vold.

FORDI ALLE VINDER NÅR INGEN TABER