– Mandlig klient, 47 år gammel

Første gang jeg trådte ind ad døren hos Dialog mod Vold, lagde jeg mærke til et citat, skrevet af en tidligere klient, der hænger i venteværelset:

”Jeg kender mig selv så meget bedre nu og tillader mig også at værdsætte mig selv. For det at være en, der slår, er ikke definerende for, hvem jeg er. Det er noget, jeg har gjort og noget, jeg har lært ikke at gøre mere.”

Jeg var skeptisk, da jeg læste det. Jeg troede ikke, at det nogensinde kunne lade sig gøre for mig, men jeg læste det samtidig med en følelse af håb – for tænk alligevel hvis det også kunne være mig? I dag ved jeg, at det kunne lade sig gøre.

En begyndelse uden forventninger 

Jeg blev tilbudt et forløb hos Dialog mod Vold som en del af min fængselsdom, og det tog jeg imod. Men jeg havde ingen forventninger, inden jeg startede – hverken til forløbet eller mig selv. I gamle dage var det ikke særlig pænt, det man sagde om at gå til psykolog, så jeg var skeptisk. Jeg havde barrierne oppe.

Psykologen, jeg skulle starte i forløb hos, havde læst mit anklageskrift. Hun vidste, hvad jeg var dømt for, så jeg var usikker, da jeg skulle til min første samtale. Men jeg blev taget godt imod af hele huset. Jeg blev mødt af en åbenhed. Jeg fik en følelse af, at min psykolog ikke så det, hun havde læst. Hun så bare mig som menneske. Jeg følte, at hun ville mig det bedste, og at hun ønskede at hjælpe mig – såfremt jeg selv ville selvfølgelig.

Med ærlighed kommer man længst

Inden jeg blev anholdt, var jeg ude i en masse – undskyld mit sprog – lort. Jeg var virkelig presset. Da jeg blev anholdt og kom væk fra alt det, sad jeg i min celle og følte en ro. Det gav mig tid til at reflektere over, hvad meningen med det hele egentlig er. Den ro var med til at tage en beslutning om, hvad jeg gerne vil fremadrettet, og hvordan jeg vil leve mit liv, når jeg bliver løsladt. For mig har det at gå i terapi betydet, at jeg vil noget for mig selv og dem, jeg elsker.

Derfor valgte jeg at være åben og ærlig – både overfor min psykolog og mig selv. Det valg ved jeg i dag, var det helt rigtige. Men det var også et nødvendigt valg, for jeg ønskede at få hjælp. Ellers kunne jeg jo lige så godt have takket nej til tilbuddet.

De første gange snakkede jeg ad helvede til. Det havde jeg behov for, kunne jeg mærke. Og det fik jeg lov til. Jeg følte mig hørt og set. Jeg havde gået i lang tid med en helvedes masse ting, og jeg havde ikke haft nogen at tale med.

Erkendelsesprocessen – jeg lagde skylden over på andre

Det første, vi arbejdede på, var, at jeg skulle lære at tage ansvar, fordi jeg havde det med at lægge ansvaret over på andre. Det var altid andres skyld. Min psykolog fik mig til at forstå og føle nogle ting, så jeg begyndte at se anderledes på de ting, der var sket. Det gik op for mig, at det ikke var andres skyld.

Mit vendepunkt

Mit forløb har bestået af individuelle samtaler og to gruppeforløb. De individuelle samtaler er dybe. Det er der, man skal se nogle ting i øjnene. I gruppen lærer man mere om teori.

Jeg mærkede virkelig en forandring, da vi arbejdede med mentalisering. Der begyndte jeg at forstå, at mennesker ser og oplever ting forskelligt – at folk kan opleve episoder på en anden måde, end jeg selv gør. For indtil da havde jeg ikke fornemmelsen af, at andre oplever ting anderledes end mig. Jeg handlede ud fra, at min måde at tænke på, og min måde at forstå verden på, var den rigtige. Hvis andre gav udtryk for noget andet, var det dem, der tog fejl.

Da vi arbejdede med mentalisering fik jeg en større forståelse for mig selv, og hvordan andre har oplevet de ting, jeg har gjort. Jeg kan huske, at jeg sagde til min psykolog: ”Det er sgu da vigtigt det her.” Og det er det.

[ Mentalisering er at forstå egen og andres adfærd ud fra følelser, tanker, behov, hensigter og motiver. Dvs. når vi forestiller os og tolker de ting, der sker i relationer, som vi ikke kan se, bl.a. følelser og tanker.

Eksempel: Hvis den ene i samtalen gaber, kan den anden tillægge vedkommende det motiv, at han/hun synes, at man er kedelig – uden at tænke på alle de andre årsager, der kunne være til det. ]

Fængslet som spejl

Det har haft en positiv betydning, at jeg har siddet i fængsel, mens jeg har gået i terapi. Når jeg kommer tilbage til fængslet efter en samtale med min psykolog, kan jeg bedre få øje på de ting, vi har arbejdet med, fordi jeg kan spejle mig i mine medindsatte. De mennesker, der er omkring mig i fængslet, minder nemlig om mig selv. Der er ingen, der mener, at det er deres egen skyld. Så det bliver tydeligt for mig, når jeg kommer tilbage efter terapi, hvor langt jeg er nået i min proces i forhold til dem. For i starten mindede jeg ikke bare om dem. Jeg var en af dem.

Andres succes var min motivation

Citatet i venteværelset, jeg nævnte i starten, har jeg læst igen og igen. Det har været med til at fastholde troen på, at det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, hvem personen er, der har skrevet det, men det er også ligegyldigt. Jeg ved, at personen har været igennem noget lignende. Vedkommende har måske en anden historie, men vi er begge kommet i Dialog mod Vold, fordi vi har et ønske om at ændre os.

Den indre forandring

Forløbet hos Dialog mod Vold har fået mig til at mærke noget, jeg ikke har mærket i meget lang tid. Jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg har fået en forståelse for, hvordan jeg skal være. Kan være. Og vil være. Jeg har fået en anden fornemmelse af og følelse for mig selv og menneskerne omkring mig. Jeg kan mærke, at jeg har flyttet mig – der er et mig før og efter Dialog mod Vold.

Jeg er tryg ved at afslutte mit forløb snart

En medindsat fortalte mig, at han havde takket nej til et forløb. Det satte noget i gang hos mig, for det kunne jo have været mig. Jeg kan stadig se mig selv i ham, som jeg var dengang. Jeg kan se, at han og jeg kommer til at leve forskelligt, fordi jeg takkede ja, og han takkede nej.

Jeg er glad og lykkelig over, at jeg valgte at takke ja til tilbuddet. Jeg har det godt nu, og jeg er et sted, hvor jeg føler mig tryg i mig selv. Jeg har været rigtig glad for at gå her og for den udvikling, jeg har været igennem. Jeg kunne ikke have gjort det alene.

Jeg har fået nogle gode og bekræftende ord med på vejen af min psykolog, og de betyder rigtig meget, når de kommer fra hende. Jeg respekterer hende, og jeg værdsætter den måde, hun er på. Jeg kommer til at høre hendes ord rigtig meget fremadrettet. Det gør jeg allerede i dag, når jeg færdes udenfor.

Jeg vil altid huske første gang, jeg trådte ind ad døren hos Dialog mod Vold. Det kommer jeg ikke til at slippe. Og jeg vil blive ved med at minde mig selv om det store arbejde, jeg har lagt i, og den retning, jeg bevæger mig i.

Du kan læse mere om behandlingen her