”Viden om vold i familien – en analyse af Dialog mod Volds klienter og behandlingens effekt” dokumenterer, at familierne ligner så mange andre, når vi kigger på uddannelse og beskæftigelse. Analysen viser også, at mange kan hjælpes. Læs den via link sidst i artiklen.
Analysen giver det hidtil mest detaljerede indblik i, hvem vores klienter er, og hvad behandlingen kan. Den viser blandt andet, at 9 ud af 10, der har gennemført deres behandling hos Dialog mod Vold, fortæller, at de er stoppet med at være voldelige mod deres nærmeste.
Der er hjælp at hente
Tallene fortæller os, at det er muligt at stoppe voldelig adfærd med den rette hjælp. Og at mange flere børn kunne vokse op i familier uden vold, hvis politikerne ville prioritere behandling, når der er vold i familien.
Det giver håb, at behandlingen har så stor effekt, ikke bare på klienternes adfærd, men også på deres trivsel, fortæller vores direktør Eva Kjer Hansen:
”Både de mennesker, der bruger vold, og dem, som er udsat for den, har det rigtig skidt, når de kommer til Dialog mod Vold. Vi kan se, at deres symptomer på depression og stress mere end halveres, når de er færdige med behandlingen. Det smitter også positivt af på deres børn.”
Det kræver politisk handling
Analysen viser også, at det kan være din nabo, kollega eller ven, som er berørt af vold i familien. En høj uddannelse er heller ikke et værn mod vold i forholdet. Er volden først kommet inden for dørene, ser vi til gengæld, at den ofte trækker i langdrag. Mere end hver anden udsatte partner fortæller, at volden har stået på i over fire år. Eva Kjer Hansen opfordrer derfor til politisk handling:
”Vi har brug for en behandlingsgaranti, når der er vold i familien, ligesom vi har det for alkohol- og stofmisbrug. Det er lige så skadeligt for børn at vokse op med vold, og historien gentager sig ofte.”
Eva Kjer Hansen fortæller, at den norske regering har opgjort, at vold i nære relationer koster samfundet, hvad der svarer til 60 milliarder danske kroner om året. Hun understreger, at den danske regering burde lave en lignende undersøgelse, fordi vold er et alvorligt menneskeligt problem, som også har store samfundsøkonomiske omkostninger.
