En hilsen fra Dialog mod Vold til dig

Kære læser

En krisetid er over os. Det betyder for mange, at hverdagen er vendt op og ned. Selvom foråret er lige om hjørnet og naturen viser os mod lysere tider, så møder mange i øjeblikket en hverdag, der udfordrer og præges af uforudsigelighed.

I Dialog mod Vold er hverdagen også vendt op og ned og vi har blandt andet ikke mulighed for at tilbyde behandling fysisk til vores klienter i øjeblikket. Vi følger myndighedernes retningslinjer ift. Danmarks håndtering af coronakrisen og afholder vores psykologsamtaler med klienter via telefon i stedet for fysisk. 

Hvis du og din familie vil have hjælp fra Dialog mod Vold kan I som altid ringe til
35 30 17 17 og lægge en besked eller skrive til
info@dialogmodvold.dk, så ringer vi jer op og skriver jer op på vores venteliste.

Med Danmarks mange typer familiekonstellationer møder vi hver især forskellige udfordringer i krisen. Det kan for eksempel være svært at balancere hjemmekontoret med børn om ørerne og det kan skabe bekymring om jobbet stadig er der, når krisen er ovre.

Der er ingen tvivl om, at vi hver især og sammen går igennem en udfordrende tid. I Dialog mod Vold tænker vi særligt på de familier, der oplever at vold kan eskalere i tider som disse og at coronakrisens følger mildest talt kan få ’bægret til at flyde over’. Flere ting tyder nemlig på, at karantæne øger faren for voldshændelser i familier og blandt partnere. Læs 10 tips til vredeshåndtering

Mange af os har fulgt med i nyhederne omkring stigningen i antallet af kvinder der søger hjælp på krisecentre. Dette har fået regeringen og støttepartierne til at handle hurtigt og oprette 55 nødpladser. Det er godt, at vi har myndigheder, der reagerer på krisens følgevirkninger hurtigt, så vi sikrer, at der er hjælp til de voldsudsatte børn og voksne der behøver det.

I familier hvor der er vold ser vi, at der under normale omstændigheder kan forekomme social distancering fra familie, omgangskreds og venner. I denne tid hvor der, grundet krisens omfang, laves retningslinjer om ekstra afstand er det derfor meget vigtigt, at vi husker hinanden på at søge hjælp.

Hvis du selv oplever voldsomme konfliktsituationer og voldshændelser, eller kender en der gør, er der nemlig hjælp at hente.

Du kan ringe hele døgnet til 1888 og få rådgivning hvad enten du har udøvet vold, været udsat for vold eller er pårørende til nogen der oplever vold i nære relationer. Du kan også skrive til hotline@levudenvold.dk, som svarer på henvendelser indenfor et døgn.

På vegne af alle medarbejdere i Dialog mod Vold håber jeg, at I sammen og hver især kommer gennem krisen og søger hjælp, hvis der er brug for det.

 

De bedste hilsner

Susanne Magnusson
Direktør, Dialog mod Vold

 

10 tips til vredeshåndtering 

13 tegn på psykisk vold