Blog: For at stoppe vold må vi flytte os fra en dømmende til en ikke-dømmende position

Af Susanne Nour Magnusson, 30/5 2020 

Alt for mange gange har jeg hørt voldsudøvere fortælle, at de allerede som børn og unge havde problemer med voldelig og udadreagerende adfærd, og at de rakte ud efter hjælp, men ikke fik den.

I snart seks år har jeg været direktør i Dialog mod Vold. I min tid som direktør, har jeg fokuseret på, hvordan vi kan bekæmpe vold og få nedbragt antallet af børn og voksne, der er udsat for vold i nære relationer. Vi er alle enige om, at vold i nære relationer er uacceptabelt og skal bekæmpes; men på trods af, at vold i nære relationer har været på den politiske dagsorden i 40 år, er der stadig ikke et systematisk fokus på forebyggelse og det at nedbringe omfanget af vold.

Færre voldsudøvere giver færre voldsudsatte

Kvindebevægelsen og kvindekrisecentrene har siden 1970’erne i Danmark, såvel som mange andre steder i verden, ført en lang sej kamp for at få anerkendt vold mod kvinder, som det store samfundsproblem det er. Deres kamp har haft gennemslagskraft, og indsatsen mod vold i nære relationer står i dag på skuldrene af den kamp, de har ført. Der gik 23 år, fra det første kvindekrisecentre åbnede i 1978, til den første indsats med fokus på at stoppe vold blev igangsat. Det skete med projektet Dialog mod Vold, som AskovFonden startede i 2001. Dialog mod Vold blev etableret som et tilbud om behandling til mænd, der udøvede partnervold og sendte kvinder på krisecentre.

I dag tilbyder Dialog mod Vold specialiseret psykologbehandling til både mænd og kvinder, der har udøvet vold i deres nære relationer. Vi arbejder helhedsorienteret og integreret og tilbyder derfor samtidig behandling til de partnere og børn, der har været udsat for volden. Af de over 2000 udøvere, vi har haft i behandling, tegner der sig et tydeligt kønnet billede, 90 pct. er mænd og kun 10 pct. kvinder. Vi ved, at omfanget og grovheden af fysisk partnervold har en klar kønsdimension. Men forklaringer og baggrund for sammenhæng mellem køn og vold bliver ofte fremstillet på unuanceret vis.

Dialog mod Vold er det eneste tilbud i Danmark, der tilbyder specialiseret psykologbehandling med fokus på at stoppe voldelig adfærd. Vi er her i 2020 kommet på finansloven. Det har været et vigtigt skridt at gå fra projekt- til fast finansiering, men kapacitetsmæssigt er situationen status quo. Dialog mod Volds statslige bevilling har gennem mange år været konstant. Den sikrer hjælp til ca. 100 udøvere og deres familier om året. Problemet er, at der er langt flere end 100 udøvere, der hvert år rækker ud efter vores hjælp og skriver sig på venteliste til at komme i behandling. Konsekvensen heraf er en alt for lange ventetid på at komme i behandling. Den lange venteliste betyder, at der desværre er en del der har mistet motivation og/eller partner, når det bliver deres tur. Vi formoder, at der er cirka lige så mange voldsudøvere, som der er voldsudsatte. Der er ca. 1700 kvinder om året søger hjælp på et krisecenter. Antallet af behandlingspladser til udøvere af vold i nære relationer burde ligge på et tilsvarende niveau.

Kvindekrisecentrene er både historisk set og i praksis et vigtigt fundament for feltet vold i nære relationer. Vi har et system, hvor man som kvinde har ret til at komme på krisecenter, hvis man har været udsat for vold. Det er afgørende, at man har denne ret, men det er på tide, at vi skaber et mere forebyggende, differentieret og inkluderende system. Et system hvor både voldsudsatte kvinder og mænd har ret til hjælp og et system, hvor ambulante tilbud til både udsatte og udøvere er et reelt alternativ til det at komme på krisecenter.

Men hvorfor er det forblevet sådan, at ophold på et kvindekrisecenter i realiteten er det eneste landsdækkende tilbud man kan få, når der er vold i nære relationer? Hvordan kan det være, at udøver ikke systematisk tilbydes hjælp til at stoppe sin voldelige adfærd, når vi ved, at den eneste måde at få færre voldsudsatte er at få færre voldsudøvere? Mit bud er, at det skyldes, at vi ikke har fået gjort op med tabuer og dæmonisering af voldsudøveren.

Hvordan kan vi forstå volden?

Man kan både forstå vold ud fra et individuelt, et relationelt, et kulturelt og et samfundsmæssigt perspektiv. Ingen af disse perspektiver er forkerte, tværtimod. De bør alle indgå i en forklaringsmodel, hvis man ønsker at forstå de mange ting, der kan være på spil i et samfund, og når en person ender med at udøve vold mod en nær relation.

Desværre er der en tendens til faglige siloer i forklaringskulturen om vold i nære relationer. En del af feltet, ofte repræsenteret ved kvindekrisecentre og social- og samfundsforskere, fremhæver en forståelse af patriarkalske værdier, som primær forklaring på vold mod kvinder. En anden del af feltet, ofte repræsenteret ved forskere og praktikere inden for psykologi og sundhedsområdet, fokuserer på de individuelle forklaringer. Det er på tide, at vi får bygget bro mellem disse tilgange og får undersøgt, hvad disse forklaringsmodeller hver især egner sig til at forklare – og hvordan de kan berige hinanden. Det er på tide, at vi stopper med at kæmpe for at en forklaringsmodel skal vinde over en anden. Grovheden og omfanget af fysisk vold mod kvinder er klart størst. Men vold er ikke kun kønsbaseret. Vold er kønnet. Men køn er ikke den eneste forklaring på vold. Vold er langt mere kompleks. Sammen udgør de forskellige forklaringsmodeller og faglige vinkler, hver deres brik i en nødvendig helhedsorienteret forståelse af vold i nære relationer.

Efter seks år i Dialog mod Vold, og efter at have lyttet til mange konkrete livshistorier fra mænd og kvinder, der har udøvet vold mod deres partner, står følgende i hvert tilfælde helt klart for mig. Langt størstedelen af udøvere af partnervold tror på et lige forhold. Volden forårsages af en mangel på bedre måder at håndtere svære følelser. Langt de fleste udøvere af vold i nære relationer ved, at vold ikke er acceptabelt, og at volden ødelægger deres relation. De ønsker at finde mere hensigtsmæssige måder at håndtere deres følelser på. Det et netop dét at finde alternative handlemuligheder, de søger hjælp til i Dialog mod Vold. Det ville ikke være hjælpsomt, hvis vi i behandlingen valgte primært at fokusere på køn og patriarkalske magtstrukturer som forandringsnøgle. For udøver er problemet langt mere konkret. Det handler om, det der sker i dem og mellem dem og deres partner, når de udøver vold. I Dialog mod Vold arbejder vi med udgangspunkt i viden og evidens om, hvad der har effekt, når det gælder at ændre voldelig adfærd. De metoder, der fokuserer på køn og den patriarkalske magtstruktur, såsom den amerikanske behandlingsmodel Duluth, har i forskning og evalueringer vist sig uden effekt. De hjælper ikke udøvere til at stoppe deres voldelige adfærd.

Forklaringsmodeller har forskellige funktioner. Den kønsbaserede forklaringsmodel på vold mod kvinder og vold i nære relationer, kan hjælpe os til at forstå en samfundsstruktur og -problematik, men rummer ikke, at hjælpe os med, at forklare hvorfor et individ udøver vold. Sidstnævnte kræver en forklaringsmodel, der indeholder en forståelse af personens opvækst, familiemæssige- og øvrige livsomstændigheder. Vi har brug for forklaringsmodeller, fordi de hjælper os til at skabe forandring. Men der er forskel på at skulle forandre en samfundsstruktur og forandre individets adfærd. Derfor er der også brug for en anden forklaringsmodel og faglig tilgang, når man arbejder med ændring af et individs adfærd, end når man arbejder på samfundsniveau. Der er ikke en one-size-fits-all forklaringsmodel på vold. Der er forklaringsmodeller på samfundsniveau og forklaringsmodeller på individuelt niveau.

Vold gør ondt. Det gør ondt at blive udsat for vold fra den man elsker. Det gør også ondt at slå eller true den, man holder af. Det gør ondt at miste kærlighed og respekt fra kæreste, børn, venner og familie, fordi man har udøvet vold. Når udøvere alligevel udøver vold, så er det fordi, at de har et problem – et individuelt problem. Et problem de forsøger at håndtere gennem at udøve vold. De har brug for hjælp til at flytte fokus fra kontrol over andre, partner og børn, til at tage kontrol over sig selv og egne følelser.

Alle har potentiale for forandring

At udøve vold i nære relationer er tabuiseret og ofte bliver udøveren dæmoniseret og betragtet som et monster. Hvis vi skal undgå vold i nære relationer, er vi derfor også nødt til at kigge nærmere på, hvordan vi kan aftabuisere og afdæmonisere det at udøve vold.

Man kan løbende i medierne læse om personer, der har været udsat for vold, men det er meget sjældent at personer, der har udøvet vold i nære relationer, fortæller deres historier offentligt. Det skyldes oftest, at de vil beskytte deres pårørende eller sig selv mod folkedomstolen. Beskytte mod den skam det er at blive eksponeret som en familie og en person der er forkert.

De voldsudøvere, vi møder i Dialog mod Vold, er ofte meget skamfulde, og for mange har skamfølelsen forfulgt dem en stor del af deres liv. Mange har båret på skam, lige siden de selv var børn. 71% af udøverne er vokset op i et hjem med vold og dengang – lige som nu – var det skamfuldt. De har altså båret på følelsen af at være forkerte gennem hele deres liv.

For at nedbringe omfanget af vold i nære relationer er vi nødt til at flytte os fra en dømmende til en ikke-dømmende position. Når vi dæmoniserer mennesker, ser vi dem i et negativt lys. Vi forestiller os, at de er komplet anderledes end vi selv, og vi overser hermed, at vi alle grundlæggende er gjort af det samme stof. Vi har alle potentiale til at forandre os. I stedet for at kaste skam på personer, der har udøvet vold, møder vi dem i Dialog mod Vold med forventningen om og tiltroen til, at de kan forandre sig. Og det kan de fleste. Men en sådan forandring forudsætter, at nogen tror på dem, at ikke alle er enige om, at de er dæmoner, der nu og for altid vil være forkerte og gøre forkerte ting.

Søren Kierkegaard sagde følgende om at hjælpe et andet mennesker: ”Naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, maa man først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han – men dog ved først og fremmest at forstaae det han forstaar” (Brudstykke af en ligefrem Meddelelse, 1859)

Dette – at hjælpe udøvere af vold i nære relationer til selv at skabe forandring og handle anderledes gennem at forstå volden og dens funktion for derved at kunne flytte sig til et nyt og ikke voldeligt sted – er og har gennem alle årene været Dialog mod Volds mission. I dag er der enighed blandt de fleste fagprofessionelle om, at udøvere kan og skal hjælpes, og at hjælp til udøver kan være med til at stoppe vold mod kvinder og vold i nære relationer. Men der er fortsat lang vej, når det gælder at sikre hjælp i hele landet og i et tilstrækkeligt omfang. Der er afgørende, at der er behandlingspladser i Dialog mod Vold, eller tilsvarende specialiserede tilbud, til voldsudøvere, der tager ansvar og ønsker hjælp til at stoppe deres voldelige adfærd.

Vold er altid udøverens ansvar, men gennem at forstå, hvad der ligger bag volden, gennem at forstå hvilken funktion volden spiller for den, der udøver den og gennem at støtte udøveren i at udvikle og afprøve alternativer til vold uden at blive udsat for skam og dæmonisering, kan voldelig adfærd stoppes.

Vold i nære relationer er ikke bare et socialpolitisk problem. Det er i høj grad også et sundhedspolitisk problem. Der er store sundhedsmæssige konsekvenser af vold ligesom der er sundhedsmæssige forklaringsfaktorer på både voldudøvelse og voldsudsættelse. Det er på tide at vold i nære relationer bliver fuldt accepteret som det sundhedspolitiske problem det er. Det sundhedspolitiske perspektiv tager udgangspunkt i det individuelle og relationelle i det at udøve vold i nære relationer. Fra det sundhedspolitisk perspektiv fokuserer vi automatisk på, hvordan vi forebygger et problem og hvordan vi behandler individet der lever med problemet. Det er set fra mit perspektiv den rigtige forståelsesramme for vold i nære relationer og den eneste vej frem, hvis vi skal nedbringe antallet af voldsudsatte – og det skal vi.