Debatindlæg af Dialog mod Volds direktør Eva Kjer Hansen
bragt i Berlingske søndag den 5. juli 2026.

Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab. I 2025 blev 16 kvinder dræbt, halvdelen blev slået ihjel af en nuværende eller tidligere partner. Forud for tragedierne er der næsten altid tydelige advarselstegn på psykisk vold, fysisk vold, stalking, øget kontrol og andre former for vold.
Det bekræfter en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), der kortlægger de 61 partnerdrab, som blev efterforsket i 2017-2024. I tre ud af fire sager var der faresignaler forud for drabet.
Men vold kan behandles. Og behandling kan redde liv.
Mange kan hjælpes
Ikke alle voldsudøvere kan nås med behandling. Men langt de fleste af dem, der ønsker at ændre adfærd, kan hjælpes. I Dialog mod Vold tilbyder vi gratis forløb hos specialiserede psykologer, og i vores seneste analyse fortæller 9 ud af 10, at de er stoppet med at bruge vold, når de har afsluttet behandlingen. De får det også markant bedre undervejs.
Vil vi nedbringe antallet af partnerdrab, må vi tage lige så meget hånd om voldsudøverne, som vi gør om de voldsudsatte, før katastrofen sker.
Derfor er det opløftende, at socialminister Monika Rubin varsler en langsigtet strategi på tværs af social-, ligestillings- og retsområdet for at forebygge partnerdrab og vold i familien.
Men strategi kræver kapacitet for at kunne gennemføres. Vi oplever, at efterspørgslen på hjælp fra voldsudøvere stiger. Men det gør bevillingerne ikke. Hver gang vi må sætte en voldsudøver på venteliste, som selv har bedt om hjælp, risikerer vi at miste chancen for at kunne hjælpe en hel familie.
En høj pris
Et ambulant behandlingsforløb koster en brøkdel af, hvad et partnerdrab koster samfundet i politi, retsvæsen og efterværn. Og prisen for de efterladte børn er slet ikke til at gøre op.
Vi bidrager gerne til at forme den langsigtede strategi. Vi har metoderne, dokumentationen og den psykologfaglige viden, der skal til for, at mange flere voldsudøvere og deres familier kan komme fri af volden, før den eskalerer til det utænkelige.