Når man hører ordet ’parforløb’, tænker de fleste på parterapi: ét par, én psykolog. Der er dog mange gode grunde til, at det ikke er den behandlingsform, vi tilbyder vores klienter i Dialog mod Vold ved opstart.
Som udgangspunkt er det altid udøveren, der først starter i behandling med fokus på at stoppe volden og påbegynde arbejdet med at tage ansvar for det, der har været grænseoverskridende.
Hvis vi kan se, at udøveren arbejder med dette, kan vi tilbyde den udsatte part et sideløbende forløb med egen behandler. Hvis den udsatte, finder det meningsfuldt og vælger at starte i et forløb, kan vi senere vælge at benytte muligheden for at afholde fællessamtaler, hvor begge parter og de to behandlere deltager.
Hvad er fællessamtaler, og hvordan adskiller de sig fra parforløb?
Et forløb med fællessamtaler er ikke det samme som et parforløb.
I fællessamtalerne kan vi f.eks. arbejde med at udforme en timeout-plan, som ofte er det første samlevende par, kan have brug for at få på plads for at sikre, at der ikke opstår nye voldsomme episoder.
Et andet vigtigt arbejdsområde i fællessamtalerne er at tale om den vold, der har været, på en måde, hvor den udsatte oplever, at den udøvende kan lytte og forholde sig til, hvad volden har gjort ved den/de udsatte. Her arbejder vi med ansvarstagen, soning og eventuelt forsoning.
I fællessamtalerne får den udøvende mulighed for at demonstrere, at vedkommende nu kan håndtere samtaler om uenighed og forskellighed på nye og konstruktive måder. Dette kan være afgørende bidrag til at genskabe tryghed i relationen.
Helt centralt for arbejdet i fællessamtalerne – og her adskiller de sig netop fra parforløb – er det asymmetriske udgangspunkt. Ansvaret ligger hos udøveren. Selvom mange udøvere, der starter i behandlingsforløb hos DMV, kan være optagede af den relationelle kontekst og måske har følt sig utroligt pressede i øjeblikket før den grænseoverskridende adfærd, er det vores opgave som behandlere at sikre, at forståelse for konteksten ikke leder os væk fra projektet med at tage ansvar.
Omvendt er arbejdet med en udsat, der vælger at blive i relationen, fokuseret på at skabe et trygt rum til at kunne bearbejde oplevelser af vold og samtidig skabe mere klarhed over hvad man har været udsat for og om man evt. stadig bliver udsat for grænseoverskridende adfærd. Arbejdet med at mærke egne grænser og kunne kommunikere dem bliver ofte centralt her. Dette arbejde foregår primært i det individuelle rum med egen behandler. Men sideløbende fællessamtaler giver mulighed for at efterprøve om der er plads til at udsatte kan sætte ord på det, der har været grænseoverskridende og om tidligere udøver er i stand til at lytte og komme sin partner i møde her. Dette forudsætter imidlertid, at volden er stoppet, og at udøveren aktivt arbejder på at genopbygge trygheden. Først da kan den udsatte folde sit arbejde med grænsesætning og italesættelse af voldens effekter helt ud.
Og hvornår giver det mening at tilbyde et parforløb?
Et parforløb bliver først relevant, når den tidligere udøver tager vedvarende ansvar for sin adfærd, og når den vold, der har fundet sted, er blevet bearbejdet på en måde, der har skabt mulighed for forsoning mellem parret. Samtidig skal den udsatte opleve, at der er plads til at italesætte voldens effekter og blive hørt. Først når dette grundarbejde er på plads, kan man bevæge sig fra den asymmetriske tilgang – hvor fokus er på at stoppe volden og tage ansvar – til en mere ligestillet proces, hvor man arbejder med selve parforholdets kvalitet og trivsel.
I et parforløb kan man for eksempel sætte fokus på at styrke kommunikationen, forbedre samarbejdet i hverdagen og forebygge negative mønstre. Dette arbejde er ikke specifikt rettet mod volden, for den skal allerede være stoppet og bearbejdet. I stedet er målet at opbygge en givende og gensidigt støttende relation, hvor begge parter kan udvikle et stærkere fundament af tillid og samhørighed. Med andre ord arbejder man med de samme temaer, som ethvert par potentielt kan have glæde af, men i en kontekst, hvor vold og grænseoverskridelser har været en del af historien.
Hvad kan et parforløb tilbyde par, der allerede har gennemgået individuelle og fællessamtaler?
Vores hovedopgave i DMV er at stoppe volden og sikre fraværet af grænseoverskridende adfærd. Og i processen med at sikre dette, vil vi altid interessere os for, hvad der motiverer vores klienter til at skabe forandring: Hvilken form for relation og samvær ønsker klienten at have med sin partner, og hvorfor er det vigtig for klienten? Hvordan har den grænseoverskridende adfærd brudt med dette håb og disse værdier?
Disse temaer vil oftest komme i spil allerede i de individuelle samtaler og i fællessamtalerne. Men i et parforløb får parret mulighed for i fællesskab at arbejde videre med at realisere deres håb og ønsker for det gode parforhold ved at arbejde med det, der sikrer tryg og effektiv kommunikation og flere oplevelser af samhørighed.
Her har vi bevæget os videre fra arbejdet med at stoppe dysfunktionel adfærd til at styrke relationelle kompetencer, der kan understøtte og fastholde en sund og tryg relation.
I dette arbejde kan vi trække på forskellige terapeutiske tilgange, blandt andet emotionsfokuseret parterapi (EFT). Her arbejder man med at udforske og dele svære følelser og behov, lære at møde hinanden i sårbarhed og fremme en dybere følelsesmæssig kontakt. Ved at bygge bro mellem parrets indre oplevelser og deres samspil i hverdagen, kan et parforløb hjælpe dem med at skabe en mere stabil, kærlig og gensidigt respektfuld relation. På denne måde bliver parforløbet en forlængelse af arbejdet med at stoppe volden – nu handler det om at opbygge et varigt, sundt parforhold, der kan understøtte den forandring, der allerede er sket.