Kommune

Vold i nære relationer har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser

Vold i nære relationer har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Derfor er det væsentligt at I som kommune sætter ind med behandling, der stopper den voldelige adfærd og forebygger at vold gentager sig. Det er kun når den voldelige adfærd stoppes at man ændrer de grundvilkår børn i voldsramte familier vokser op med. Dialog mod Volds mål er at etablere en varig ændring så familien og ikke mindst børnene kan få en tilværelse fri for vold.

I har som kommune mulighed for at indgå en samarbejdsaftale med Dialog mod Vold

Samarbejdsaften giver jer mulighed for at henvise familier direkte til behandling, når der er konstateret vold i familien. Volden kan f.eks. være dokumenteret ved at:

– en kvinde med/uden børn flytter på krisecenter – én eller gentagne gange.

– der er gennemført en § 50-undersøgelse, som bekræfter at der er udøvet vold i familien.

– der er en sag i Børnehuset, som bekræfter at der er udøvet vold eller seksuelle overgreb.

Som et eksempel kan det nævnes at Dialog mod Vold siden 2013 har haft en kontinuerlig samarbejdsaftale med Københavns kommune om behandling til voldsramte familier, som foranstaltning efter Servicelovens § 50 eller § 52,3.

Behandlingen hos Dialog mod Vold kan supplere eventuelle andre indsatser til familier, der bidrager til at etablere sikkerhed og tilvejebringe støtte og omsorg.

Hvad koster det?

Prisen på Dialog mod Volds behandlingsforløb afhænger af hvor mange der skal i behandling. Der gives mængderabat ved indgåelse af samarbejdsaftaler på 10 eller flere familier. Mængderabatten bliver større, hvis der er tale om en større aftale på for eksempel 30 familier.

Dialog mod Vold sparer penge

Dialog mod Vold har fået gennemført beregninger, der viser at der er signifikante besparelser forbundet med at sætte ind med vores behandling, både når der er mild, moderat og grov vold i familien. Der er tale om enkeltberegninger i SØM. Beregningsmodellen er udviklet i samarbejde med Københavns kommune. De anvendte satser er trukket fra SØM, Danmarks Statistik og i enkelte tilfælde – hvor der ikke var nationale tal – Københavns kommunes egne satser.

Beregningerne bygger på tre analytisk generalisérbare casefamilier. De viser at det i alle tre familier giver økonomiske besparelser, når der sættes ind med Dialog mod Volds behandling. De samlede besparelser pr. familie ligger på mellem 140.000 kr. og 1,8 mio. kr. over en periode på 3 år. Udgiften for behandling hos Dialog mod Vold er trukket fra og besparelsen beregnet på grundlag af at Dialog mod Volds succesrate på 62 procent. 62% af vores klienterne er et år efter afsluttet behandling fortsat voldsfrie. Succesraten beregnes med udgangspunkt i metoden AIM, hvor der systematisk gennemføres opfølgende undersøgelser et år efter afsluttet behandling.

Du kan tilgå en præsentation af beregningerne her.

De mulige samfundsmæssige gevinster kan over tid blive langt større. Det handler om at fastholde voksne fra voldsudsatte familier på arbejdsmarkedet som alternativ til en varig overførselsindkomst, hvor volden også fortsat eskalerer. Når volden stopper reducerer det også behovet for de indsatser, der kan blive nødvendige, når volden har stået på i lang tid, som for eksempel gentagne krisecenterophold, anbringelser af børn og straffesager i retsvæsenet.

Indsatser, der stopper volden, bidrager også til at begrænse omfanget af den negative sociale arv, som vold i hjemmet er forbundet med. 74 procent af de udøvere, der kommer i behandling i Dialog mod Vold, er vokset op i et hjem med vold. Behandling, der stopper vold i familier med børn, kan således reducere omfanget af vold i næste generation, og det skaber samfundsøkonomisk gevinst.

Vil du høre mere om en eventuel samarbejdsaftale? Kontakt Susanne Nour Magnusson på 50993291 eller på susanne.magnusson@dialogmodvold.dk.