Støttende samtaler med børn fra voldsramte familier

En skov af træer. Når børnene træder ind i vores samtalerum kan de se, at de ikke er alene om at have udfordringer i livet. På den måde indgår de i et fællesskab, allerede før de eventuelt møder andre børn i en af vores børnegrupper.

 

Dialog mod Vold har siden 2010 tilbudt traumebehandling til børn fra voldsramte hjem, efter volden i familien er ophørt. En forudsætning for, at det er hensigtsmæssigt at tilbyde traumebehandling til børn er, at barnets hverdag igen er sikker og opleves tryg.

Børn udvikler overlevelsesstrategier for at håndtere en hverdag præget af vold og konflikter. Hvis vi gennem behandling fratager barnet muligheden for at bruge sine overlevelsesstrategier, risikerer vi at gøre mere skade end gavn. Barnet har brug for et trygt sted at stå – både i bogstavelig forstand og i overført betydning – før det kan forholde sig til og bearbejde sine traumer og udvikle nye og mere hensigtsmæssige strategier i en hverdag uden vold.

Vi møder imidlertid mange børn, som efter volden i hjemmet er ophørt, fortsat oplever hverdagen som utryg, og hvor vi som professionelle ikke kan vide os sikre på situationen i hjemmet fremadrettet. Forældrene kan f.eks. være i gang med et behandlingsforløb, hvor de arbejder med deres temperament og konflikthåndtering, men er endnu ikke ”i mål”/færdigbehandlede.

Hvordan kan vi da hjælpe børn fra familier, hvor forældrene arbejder på at skabe sikkerhed og tryghed i hjemmet, men hvor vi ikke vurderer situationen i hjemmet er tilstrækkeligt stabiliseret og tryg til at påbegynde traumebearbejdning?

Vi er i sådanne tilfælde blevet optaget af at tilbyde børnene en anden form for hjælp og skelner derfor mellem støttende forløb og bearbejdende forløb (herunder traumebehandling).

Støttende børnesamtaler

Støttende samtaler er bekræftende, gyldiggørende og normaliserende. Barnets oplevelser sættes i centrum. Børn i voldsramte hjem oplever ofte at være alene med deres følelser og tanker. De føler ofte skyld og skam over vanskelighederne i hjemmet. De kan være forvirrede, bange og kede af det. De tror ofte, det kun sker i deres familie.

I vores støttende forløb tilbyder vi børnene et rum, hvor de ikke er alene med deres oplevelser, og deres oplevelse af isolation, skyld og skam minimeres.

Målet med de støttende samtaleforløb er også at gøre barnets oplevelser mere sammenhængende og reaktionerne mere håndterbare. Barnet får hjælp til at konstruere et sammenhængende og meningsfuldt narrativ, som er hjælpsomt for barnet, og som kan rumme den kompleksitet, barnet oplever i sin forståelse af situationen i hjemmet. På den måde eksternaliseres problemet, da det adskilles fra barnet som en selvstændig størrelse og hjælper til at forstå, at det netop ikke er barnet selv, der er problemet.

Gennem støttende samtaler arbejder vi på at bekræfte både barnets situation ved at beskrive den og barnets tanker og følelser ved at lytte og tage imod emotionelle reaktioner. I samtalerne afdækker og støtter vi også barnets oplevelse af at kunne gøre noget for at komme ud af fastlåste situationer. På den måde styrkes barnets agenthed, hvilket vil sige en forstærkning af barnets oplevelse af, at have indflydelse på eget liv.

Livets træ – en narrativ tilgang til støttende samtaleforløb 

Vores støttende samtaler baserer sig på narrativ metode, og konkret anvendes virkemidlet ”Livets træ”. Når barnet tegner sit personlige træ, der symboliserer dets eget liv, afdækkes det undervejs, hvad der har værdi for barnet. Mange af de ting, der bliver tegnet og skrevet i træet kan beskrives, uden barnet kommer i klemme i forældrenes konflikter. Rødderne er: Hvor barnet kommer fra, efternavn, slægt, hvad er barnets yndlingssted derhjemme. Jorden er: Hvor bor barnet? Hvad laver barnet en helt almindelig dag? Stammen er: Færdigheder og kompetencer: Hvad er barnet god til? Hvad holder det af at lave? Hvad fortæller andre, at barnet er god til?  Grenene på træet er håbenes og drømmenes historie. Det er vigtigt at tale med børnene om, hvordan det er lykkedes dem at holde fast i deres håb og drømme. Bladene er personer, dyr, bamser, bøger, historier og andet med betydning for barnet, mens frugterne på træet er ‘gaver’ givet til barnet, såsom kærlighed og venskab. Overgreb/traumatiske hændelser kan tegnes som alt det, der kan skade træerne og skoven, som træerne står i. Det kan være brand, træfældning, syreregn og uvejr i den skov, hvor træet er placeret. Vi taler med barnet om, hvilke dyr, der bor i skoven, og hvad de gør, når der kommer storme og uvejr eller andet, der ødelægger de smukke træer.  Vi åbner for at tale om, hvad børn gør, når der kommer storme og uvejr, og vi taler sammen med børnene om, om de kan lære noget af dyrene. Dette skaber mulighed for en afdækning af barnets handlemuligheder og kompetencer i de situationer, hvor det oplever at være udsat.

De støttende samtalers kontekst:

Igangværende indsatser omkring sikkerhed og tryghed i hjemmet

Vi ser de støttende samtaleforløb som en værdifuld hjælp til børn, som oplever at stå alene med deres tanker og følelser omkring situationen i deres hjem. Disse samtaler kan dog aldrig stå alene, da vi ikke ønsker at bidrage til at barnet skal lære at ”udholde” en uholdbar situation. Derfor sikrer vi os altid, at andre indsatser er i gang, rettet mod at skabe en hverdag med sikkerhed, tryghed og rum for udvikling hos barnet.

I de støttende samtaler er der således fokus på at forstå barnets tanker, følelser og reaktioner uden at forsøge at ændre noget. Dette adskiller sig fra bearbejdende samtaler, hvor formålet i højere grad er at ændre, udvide og påvirke barnets forståelse og emotionelle oplevelser. Et sådant forløb kan vi tilbyde, når barnets hjem vurderes sikkert, og barnet oplever sin hverdag som tryg. Først her kan vi begynde at bearbejde traumerne og se på, at den adfærd, barnet har udviklet som overlevelsesstrategi i en utryg verden, måske ikke længere er hensigtsmæssig eller hjælpsom for barnet.

 

*fodnote: I familier, hvor vi vurderer at sikkerhed og tryghed ikke er tilstrækkelig til at påbegynde bearbejdende forløb har vi naturligvis et tæt samarbejde med socialforvaltningen.

/Tine Busk og Helle Hendriksen, psykologer og børnebehandlere i Dialog mod Vold