Er det fonde eller lovgivning, der skal sikre, at vi får brudt den negative sociale arv?

Indlæg til Altinget.dk skrevet af direktør i Dialog mod Vold Susanne Nour Magnusson.

Den A.P. Møllerske Støttefond annoncerede i onsdags, at de vil donere 750 mio. kr. til det sociale område. Heraf skal en stor del gå til at komme den negative sociale arv til livs.  Den A. P. Møllerske Støttefond spiller – sammen med andre fonde – en meget vigtig rolle med deres store sociale investeringer i udvikling og nytænkning af sociale løsninger. Donationen kalder dog også på eftertanke. For hvordan sikrer vi et helhedsorienteret og langsigtet perspektiv, når så mange centrale sociale indsatser har form af projekter med tidsbegrænset finansiering fra fonde eller satspuljemidler? Den A.P. Møllerske Støttefond adresserer selv dette spørgsmål og skriver, at deres håb er, at de støttede indsatser vil vokse ind i kerneydelser hos offentlige parter. Alle med kommunal erfaring ved, hvor svært det er at få kommuner til at fokusere på forebyggelse. Derfor er der brug for lovgivning, der fastlægger kommunernes forpligtigelser til tidlig indsats og forebyggelse. Kun med lovgivning kan vi for alvor få brudt med den negative sociale arv, og kun med lovgivning kan vi sikre, at mennesker uanset hvor i Danmark de bor, får samme tilbud om hjælp og støtte. Her er det interessant at kigge på Serviceloven.

Forebyggelse af sociale problemer og dermed modvirkning af, at negativ social arv gives videre, er selve hovedformålet med Serviceloven. Desværre oplever vi i Dialog mod Vold, at Serviceloven primært sætter fokus på symptombehandling fremfor på forebyggelse.

Et eksempel er Servicelovens § 109, der sikrer voldsudsatte kvinder og deres børn mulighed for at flytte på krisecenter. Det er afgørende, at den mulighed er der, når der er behov for det. Men det er et problem, at loven ikke giver alternativer til at flytte på krisecenter, for eksempel i form af ambulant behandling og anden tidlig indsats, inden det er gået så galt, at der er behov for et krisecenterophold. Grundlæggende er det store problem, at Serviceloven – når det gælder vold i familien – kun åbner mulighed for symptombehandling. Forebyggelsesperspektivet er således helt fraværende. Forebyggelse i form af tilbud om behandling til voldsudøvere, så de støttes i at tage ansvar og stoppe med at være voldelige, er den eneste langsigtede måde at beskytte voldsudsatte voksne, unge og børn og dermed den eneste måde vi kan få brudt med den negative sociale arv. Et ophold på et krisecenter kan for en kort tid være et fristed, men det løser ikke problemet og slet ikke for barnet, der i næsten alle tilfælde skal omgås med den voldelige forælder igen efter krisecenteropholdet.

78 % af dem der kommer i behandling, fordi de har udøvet vold mod deres partner eller børn, har selv oplevet vold i deres barndom. På voldsområdet er der altså en udtalt negativ social arv. Og det gør sig ikke kun gældende i en dansk kontekst, men ses ligeså afspejlet i norsk og amerikansk forskning på området. Det er en indsigt, der kalder på handling og på langsigtede og løsningsorienterede indsatser, fremfor at vi udelukkende fokuserer på symptombehandling.

Vi har i Dialog mod Vold 14 års erfaring med at behandle udøvere af vold i nære relationer. Vores mission er at stoppe volden, der hvor den starter, og dermed bekæmpe den negative sociale arv. Behandlingens resultater er gennem alle årene blevet dokumenteret og er evalueret som effektfuld. Efter endt behandling, svarer 75 % af udøverne, at de er stoppet helt med at udøve vold. Det er et signifikant resultat og viser at behandling virker og at vold kan stoppes herigennem.

Vold i nære relationer er et stort problem i Danmark. 46.000 voksne bliver hvert år udsat for fysisk vold fra deres partner, og 33.000 børn vokser op i hjem med vold. Gennemsnitligt er en til to i hver gymnasieklasse udsat for kærestevold, hvilket svarer til, at hvert år udsættes lige så mange unge for kærestevold som i et udsolgt Parken. Jeg fremhæver voldens omfang blandt unge, da det er her vi har en særlig forpligtigelse og mulighed, hvis vi skal forebygge og bryde den sociale arv. Det er afgørende, at vi sætter langt større fokus på at nå de unge før de stifter familie og dermed før de giver den voldelige adfærd videre til deres børn.

Fondene spiller en meget vigtig rolle når det gælder udvikling af nye sociale løsninger, men forebyggelse af negativ social arv forudsætter politisk prioritering af forebyggelse blandt andet i form af lovgivning. Servicelovens §109 er et godt eksempel på, at der er rum for forbedring. Serviceloven har brug for et grundigt gennemsyn med fokus på, at børn – uanset hvor i landet de bor – sikres et liv uden vold. Konkret er der brug for, at kommunerne bliver forpligtet på at sætte ind med tidlige og forbyggende indsatser for at stoppe volden, herunder behandlingstilbud til voldsudøvere og en behandlingsgaranti til børn i voldsramte familier. Det er den eneste måde vi kan beskytte børnene og det er forudsætningen for at bryde den udtalte negative sociale arv.

“Da det var på sit højeste, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne blive bedre. Men da jeg kom i behandling, begyndte det at ændre sig. Efterhånden lærte jeg ikke at sætte de voldelige følelser og handlinger forrest, men at tage det i opløbet. I dag er jeg ikke længere voldelig.”

Sådan siger en tidligere voldsudøver. For ham, som for de fleste andre, er det tydeligt, at vold er en uhensigtsmæssig adfærd. Dialog mod Volds erfaringer viser, at voldelig adfærd oftest har dybereliggende årsager, som kræver behandling. Det er en adfærd, det kræver hjælp til at stoppe.

Læs artiklen på altinget.dk her