Effektiv forebyggelse får ringere vilkår

Der stilles i øjeblikket skarpt på konsekvenserne af de snarlige beskæringer på området for vold i nære relationer. Det kommer til at gå ud over vores effektive forebyggelse, når Dialog mod Vold fra 1. juli kommer til at miste godt to millioner kroner årligt.

I en artikel på tv2.dk forklarer vores direktør i Dialog mod Vold, Susanne Nour Magnusson, at man med de beskårne midler vil være nødsaget til at skære i antallet af behandlingspladser, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for mange familier.

– Det vil betyde, at endnu flere kommer på venteliste eller ikke får mulighed for at få den hjælp til at stoppe deres voldelige adfærd og dermed at en masse udsatte og børn ikke bliver beskyttet, siger Susanne Nour Magnusson.

Læs hele artiklen her

Det er et stort problem, at vi som samfund bruger alle vores midler på symptombehandling i stedet for at sætte ind ved problemets rod og forebygge. Vi ved at det virker at sætte forebyggende ind med behandling af udøvere af vold. 75 procent af de udøvere, der har været i behandling hos Dialog mod Vold, lægger volden bag sig. Vi forebygger derved, at volden gentager sig, at den tages med ind i nye forhold og vi forebygger at den voldelige adfærd gives videre til næste generation.

I Dialog mod Vold ser vi, at 78 procent af de udøvere vi har i behandling, selv har oplevet vold i deres barndom. Ventelisten til behandling er allerede alt for lang og når vi tvinges til at skære yderligere ned, vil det uundgåeligt påvirke den succesfulde forebyggende indsats vi yder. En indsats der burde prioriteres ikke beskæres, så vi i stedet for at forøge ventelisten væsentligt, kunne tilbyde effektiv behandling til de godt 100 ventende, der allerede er på listen.

Læs mere om reduktionen af Dialog mod Volds bevilling her