Artikel: Fra forsvar til ansvar

I projekt Voldsom Kærlighed tilbyder vi samtaleforløb til unge, som udøver kærestevold. Samtalernes formål er at skabe forudsætninger for, at unge kan tage ansvar for at stoppe volden og udvikle nye strategier til at mestre kærlighed og konflikter.

I denne artikel reflekterer vi over centrale praksiserfaringer og dilemmaer i behandlingen.

Hvem møder vi i Voldsom Kærlighed?

Når vi møder unge i Voldsom Kærlighed, møder vi mennesker, som har gjort ting, de fortryder. Unge som ofte sidder med afmagt, vrede eller skam over, at de har skadet deres kæreste og frygter omverdenens sociale sanktioner. På tværs af køn, baggrund, hudfarve og alder kommer de alle ind af døren med én central ting til fælles: et ønske om at undgå at miste dem, de elsker. Det er dét ønske vores behandling må favne, forstå og udvikle, hvis unge skal lykkes med at forfølge et liv uden vold.

I Voldsom Kærlighed tror vi på, at det er en central betingelse for udvikling, at vi bliver mødt i vores behov for at forbinde os med andre, høre til i fællesskaber og beskytte os selv fra farer. Vi tror på, at konflikter er en naturlig del af vores sameksistens, som kan være produktive, hvis vi lærer at løse dem i samarbejde med andre. Det er vores erfaring, at kærestevold ofte hænger sammen med dårlige erfaringer med at løse konflikter. At vold tit opstår, når unge oplever, at de ikke kan handle sig til kontrol over egne livsbetingelser i samarbejde med de mennesker, der betyder noget for dem. Ofte optræder volden sammen med fortællinger om at føle sig forkert, værdiløs, ikke-god-nok. Fortællinger om overvældende følelser – og kroppen, der tager over – når ord slipper op eller ikke slår til; om usikkerhed og frygt for at blive forladt, som gør det svært at rumme kærestens nej og slippe kontrollen.

Dialog Mod Volds data viser, at 78 % af dem, der udøver kærestevold, selv har været udsat for vold. Tilsvarende oplever vi, at størstedelen af de unge, som kontakter os, har tidligere erfaringer med enten vold, mobning, traumatiske oplevelser, omsorgssvigt eller aggression fra dem, de forventede kærlighed fra. Samhørighedserfaringer som danner baggrund for de fortællinger og strategier, de unge trækker på, når de føler deres kærlighed truet. I Voldsom Kærlighed taler vi om kærestevold som en uhensigtsmæssig forsvarsstrategi, som den unge har udviklet i et forsøg på at bevare handleevne og beskytte sig mod tab af kærlighed i de konfliktsituationer, de har skullet håndtere.

Et kærlighedsliv uden vold kræver, at unge tager ansvar for at ændre disse strategier. Samtidig tror vi på, at ansvarlighed er tæt forbundet med andres evne til at forstå strategierne i deres udviklingskontekst og gribe dét, de unge forsøger at opnå. Det første skridt på vejen fra forsvar til ansvar kræver, at vi får en fælles forståelse af, hvad det er, de unge med volden forsøger at passe på.

Hvordan taler vi om vold?

Da jeg sad alene blev tankerne om vold og skammen noget, som bare voksede…” (Oliver, 19 år)

Oliver er én af de unge, som søgte hjælp for at stoppe volden mod sin kæreste. Han tydeliggør med sit udsagn en central udfordring, når vi taler om vold: At få unge til at tage ansvar for volden og samtidig tilbyde dem et sted at stå i et fællesskab, hvor de ikke står alene. Så hvordan undgår vi at fralægge os ansvaret for skadelige handlinger uden at skamme unge over i et hjørne, hvor de føler sig uden for fællesskabet og vælger forandring fra? Hvordan skaber vi fortællinger, der både anerkender voldens konsekvenser og værner om unges værdighed og færdigheder?

I Voldsom Kærlighed tror vi på, at det er en balanceakt, som kræver, at vi skaber rammerne for et trygt udviklingsrum, hvor det på én og samme tid bliver muligt at tage ansvar og fremstå som et menneske med meningsfulde handlegrunde. Det første skridt mod ansvarlighed handler om at tilbyde unge et sikkert sted at stå, hvor deres følelser og erfaringer bliver anerkendt som legitime. Hvor de tør stille sig sårbare og slippe gamle forsvarsstrategier, fordi de har tillid til, at vi ser og vil varetage de interesser og behov, der ligger bag de illegitime handlinger.

Med afsæt i metoder fra Narrativ Terapi og Acceptance Commitment Therapy (ACT) forsøger vi at aktivere den unges erfaringsverden og gøre det muligt for dem at indtage en ny position i forhold til problemadfærden. Vi arbejder bevidst med at være med overvældende følelser på nye måder og anvender et eksternaliserende sprogbrug, dvs. et sprog som ikke sætter lighedstegn mellem den unges identitet og problemadfærd. Vi forsøger dermed at bevæge os væk fra gængse krænker-offer modstillinger. På den ene side er dikotomier nødvendige i definitionen af et fællesskabs normative grænseflader. På den anden side finder vi krænker-offer-dikotomien modproduktiv, fordi den inviterer os ind i et binært identitetsforhold, hvor dét at udøve vold står i modsætning til dét at være udsat eller at være andet og mere end ”en krænker”. Hvis volden bliver det primært identitetsskabende, risikerer vi at lukke forbindelsen til det landskab af intentioner og alternativer, som vejen videre skal bygges på. Derfor er det vigtigt, at vi er i stand til at lytte uden at fordømme; at tage afstand fra voldshandlingen – ikke personen.

Hvad er det, vi ikke ser, hvis vi kun taler om volden?

I Voldsom Kærlighed arbejder vi med afmagtsfølelser, angst og vrede som en naturlig del af vores følelsespalet, der ikke skal fjernes – men accepteres, reguleres og reflekteres. Følelser er altid en reaktion på noget i en kontekst og vidner om, hvad der er vigtigt for den unge at passe på. Sammen med de unge møder vi problemadfærd som afsæt for at undersøge: Hvilke livssituationer og følelser er volden en respons på? Hvad er det, de forsøger at beskytte? Hvorfor? Hvad fortæller begrundelserne om, hvad der er vigtigt for dem? Hvordan kan de forfølge det på måder, der både værner om egne og andres grænser?

Det er igennem de unges begrundelser, at vi får greb om de værdier, drømme og håb for fremtiden, som vi må hjælpe dem til at realisere sammen med andre. Volden er årsagen til, at vi mødes, men hvis vi skal skabe vedblivende forandring, må vi mødes om andet og mere end et negativt defineret identitetsprojekt. Det handler om at finde fælles mål i samarbejdet, som den unge oplever som relevante og værd at investere tid og energi i. Det handler om at tydeliggøre handlemuligheder og understøtte en fornemmelse af, at de er indenfor rækkevidde. Det handler om at forstørre den unges færdigheder og håndgribelige tegn på forandring: Hvad er det, de unge ser sig selv bevæge sig hen imod og hvorfor? Hvordan ser det gode kærlighedsliv ud? Hvad ser de sig selv gøre og tænke anderledes? Hvilken betydning ville det få for deres partner? Hvilke gode erfaringer har de allerede med at håndtere konflikter? Hvem støtter dem i disse? Med udgangspunkt i de unges viden om livet og potentialer samarbejder vi om at skabe meningsfulde fortællinger om deres reaktioner og udvikle nye mestringsstrategier. Når vi forstørrer de ressourcer, den unge allerede har, giver det mod til at forfølge dét, der kunne blive. For det kræver først og fremmest mod at turde give slip på gamle forsvarsstrategier, lade sig bevæge og tage ansvar for at ændre adfærd. Vi tror på, at mod vokser, når vi låner unge et dobbeltrettet blik at se sig selv igennem: Et blik som både ser voldens konsekvenser og har øje for de livserfaringer og intentioner, volden vidner om. Voldsom Kærlighed siger stort tak til alle de unge, der har holdt fast i modet, tilliden og den positive forandring sammen med os.

Voldsom Kærlighed er AskovFondens tilbud til unge, som udøver kærestevold. Projektet er støttet af VeluxFonden.

AF RIKKE KANN // PSYKOLOG I VOLDSOM KÆRLIGHED

Dialog Mod Vold - 04/2015