Bearbejdende samtaler med børn fra voldsramte familier.

I Dialog mod Vold skelner vi i vores terapeutiske arbejde med børn mellem støttende samtaler og bearbejdende samtaler (Øvreeide, 2013).

Vi har støttende samtaler med børn, imens forældrene er i gang med at lære nye strategier i stedet for at reagere med vold i situationer, hvor der er konflikt, eller hvor de af andre grunde føler sig udfordrede.

Støttende samtaleforløb kan naturligvis ikke stå alene. Vi har ikke til hensigt at bidrage til at barnet skal lære at ”udholde” en uholdbar situation. Derfor sikrer vi os altid, at andre indsatser er i gang, rettet mod at skabe en hverdag med sikkerhed, tryghed og rum for udvikling hos barnet.

Foto: Sine Fiig/VIVE

 

I et støttende samtaleforløb har vi fokus på i samarbejde med barnet at få øje på, hvad det gør for at håndtere sin situation og styrke barnet ved at sætte ord på dette. Strategierne har netop har en funktion i barnets konkrete situation:

Når hjemmet er præget af forældrenes konflikter eller temperament giver det god mening, at barnet for eksempel søger ind på sit værelse og spiller computer eller hører høj musik for at undgå at mærke den dårlige stemning mellem forældrene i køkkenet (læs mere om støttende samtaler til børn i voldsramte familier).

Først når situationen i hjemmet er mere grundlæggende forandret – fra et uforudsigeligt, utrygt og potentielt farligt miljø – til et forudsigeligt, trygt og sikkert miljø, er det forsvarligt at påbegynde et bearbejdende forløb med barnet, herunder traumebearbejdelse.

De strategier, som før var en hjælp for barnet (f.eks. at isolere sig på værelset), kan nu forhindre barnet i at få nye gode erfaringer med sine forældre: For eksempel at opdage, at forældrene nu er i stand til at løse uenigheder på gode måder, og at det kan være hyggeligt at være sammen med dem. De gamle strategier kan også forhindre barnet i socialisering med kammerater i fritiden eller at lære nye ting i skolen.

I de bearbejdende samtaler er formålet således at påvirke, ændre og udvide barnets forståelse og følelsesmæssige oplevelser (ibid.). Vi er opmærksomme på, at hjælpe barnet til at komme i kontakt med, hvad det har kæmpet for at beskytte i den tid, der har været vold og konflikter. Vi anerkender, at strategien har været hjælpsom for barnet i fortiden, men vi forsøger samtidig at hjælpe barnet til at ændre strategier i forhold til at holde fast i håb og drømme for sig selv og sin familie på nye og mere hensigtsmæssige måder. Det overordnede mål i familier, hvor der er tryghed, er at skabe rammer, hvor barnet kan trives og udvikle sig.

Livets træ – en narrativ tilgang til bearbejdende forløb

I bearbejdende samtaler bruger vi bl.a. den narrative tilgang som metode. Vi har fokus på, hvordan vi kan tale med barnet om oplevelser fra fortiden uden at gentraumatisere barnet. Traumer får ofte børn til at føle sig som ofre for omstændighederne, underlegne, ødelagte, opgivende, ensomme og sårbare.

Målet med de bearbejdende samtaler er at give barnet en oplevelse af, at det sidder i førersædet i sit eget liv. Sådan forstået at barnet skal have en oplevelse af, at det har mulighed for at påvirke sin egen situation, samt at andre mennesker lægger mærke til det og bekymrer sig om det.

Vi arbejder derfor aktivt for, at traumet ikke bliver den eneste fortælling, barnet har om sig selv og dermed den eneste ramme, barnet kan fortolke sit liv ind i.

Helt konkret lytter vi efter, hvordan barnet har responderet i de situationer, hvor det har oplevet smerte, følt sig utilstrækkelig, udsat eller bange. Barnets respons på traumerne samt anerkendelsen af funktionen af barnets respons kan blive indgangen til, at tale om alt det der er betydningsfuldt for barnet, og som barnet gennem konkrete handlinger har forsøgt at beskytte og passe på hjemme i familien.

Vi arbejder med redskabet ”Livets træ” (Ncube, 2006) både i de støttende og i de bearbejdende samtaleforløb. Vi har valgt at arbejde med Livets Træ sammen med børnene, fordi det har potentiale til at skabe en tryg kontekst, hvor barnet kan sætte ord på den vold, det har oplevet derhjemme samt konsekvenserne af volden. I bearbejdende samtaler bliver træet den fortælling, der kan give barnet et alternativ til den identitet som oplevelserne med vold tilbyder barnet.

I de bearbejdende samtaler bliver træet et vidnesbyrd om, hvilken viden og hvilke færdigheder barnet besidder, samt hvad der på trods af oplevelser med vold og konflikter er betydningsfuldt for barnet. Arbejdet med tegningen af træet, fortællingerne om stormene, uvejret og dyrene i skoven hjælper og støtter barnet i at udfolde, hvad der er vigtigt for lige præcis dette barn samt, hvordan konkrete handlinger kan være en fortælling om, hvad der har gjort barnet i stand til at beskytte sig selv og andre. Vi undersøger sammen med barnet, hvordan dets respons i vanskelige og til tider uudholdelige situationer kan være et vidnesbyrd om, hvad der er betydningsfuldt for barnet samt om de håb og drømme, det har for sit liv.

De bearbejdende samtalers kontekst:

Tryghed i hjemmet og forældrenes legitimering af barnets terapeutiske rum

Et individuelt eller gruppeterapeutisk bearbejdende samtaleforløb kan som beskrevet først påbegyndes, når barnets hverdag og hjemlige situation er sikker og tryg. Barnets forløb i Dialog mod Vold starter oftest med en familiesamtale, hvor forældrene sætter ord på, hvorfor de gerne vil støtte barnets deltagelse i et forløb. De kan for eksempel sætte ord på den vold eller de konflikter, der har fundet sted i hjemmet. Forældrene kan fortælle barnet, at de er kede af det, der er sket og fortælle om, hvordan de har taget ansvar for situationen ved at søge hjælp, og hvad de har lært gennem deres behandlingsforløb. De kan sætte ord på, hvordan de ønsker hverdagen skal se ud i familien fremadrettet. På den måde legitimerer forældrene det terapeutiske rum for barnet fremadrettet: De signalerer, at det er ”okay” at tale om det, der er sket i hjemmet, og at de tager ansvar for, at det ikke skal ske igen. Således kan barnet nu påbegynde sin oplevelsesmæssige bearbejdning af fortidens hændelser uden nødvendigheden af et konstant aktivt ”alarmberedskab” og med mulighed for at erstatte uhensigtsmæssige strategier med strategier, der er tilpasset den nye situation i hjemmet.

Det er naturligvis vigtigt, at vi i løbet af et bearbejdende forløb med et barn har kontakt med forældrene og eventuelle andre samarbejdspartnere omkring den nuværende situation i hjemmet, således at vi sikrer, at situationen i hjemmet fortsat er tryg og sikker.

I Dialog mod Vold arbejder vi med risikovurderinger (Kropp & Hart, 2015), der kvalificerer vores vurdering af sikkerheden i hjemmet. Vi må dog også forholde os til, at vi befinder os i et felt, hvor vi aldrig kan vide os sikre på, at der ikke opstår ny vold i hjemmet. Vi må som børnepsykologer leve med denne usikkerhed – for vi mener ikke, at det skal gøre os berøringsangste for at tilbyde børn den hjælp, de har brug for.

 

/Helle Hendriksen og Tine Busk, psykologer og børnebehandlere i Dialog mod Vold

 

Referencer:

Kropp, P.R. & Hart, S.D. (2015). SARA-V3. Spousal Assault Risk Assessment Guide. Proactive Resolutions

Ncube, N. (2006): The Tree of Life Project. Using narrative ideas in work with vulnerable children in Southern Africa. I: The International Journal of Narrative Therapy and Community Work, 2006 No. 1 www. dulwichcentre.com.au, siderne 3-16.

Oversat for DISPUK af Kristina Korsgaard.

Øvreeide, H. (2013). At tale med børn. Metodiske samtaler med børn i svære livssituationer. 3. Udgave. Hans Reitzels Forlag.

 

Dialog mod Vold er i ny national undersøgelse fra VIVE udpeget som den mest lovende indsats til børn der har været udsat for overgreb. Læs mere om vores behandling.